Krystaller i urinen

Urinvejskrystaller

Både hunde og katte kan danne krystaller i deres urin. Krystaller dannes som oftest af mineralerne calcium, magnesium og fosfor når forholdene i blæren tillader det. Eksempelvis kan en blærebetændelse bane vejen for krystaldannelse. De mest almindelige krystaller er struvitter og oxalater.

Det er smertefuldt for dyrene at have krystaller fordi de irriterer blærevæggen, og symptomerne på krystaller er:

- hyppig urinering

- forsøg på urinering uden resultat

- blod i urinen

- smerter ved urinering

- urinering uønskede steder

Urinrøret kan blokeres fuldstændig af krystaller så dyret ikke kan tisse. Dette er en akut tilstand, som blokerer urinrøret hos hankatte, fordi dets yderste del har en lille diameter.

Krystaller kan i nogle dyr yderligere samle sig til blæresten.

Diagnosen urinvejskrystaller stilles ved at kigge i mikroskop på urinen. Urinen undersøges også for bakterier, sukker, protein og andre stoffer.

Behandling og forebyggelse af krystaller

Krystaller kan hhv. opløses og forebygges ved at fodre med en bestemt diæt. Ligeledes er det vigtigt at dyret drikker rigeligt for at få så stort et flow igennem blæren som muligt. Dette opnås ved at der er let adgang til frisk vand og ved at give diæten som vådfoder eller opløse diæt-tørfoderet i vand.

Behandling af tilstoppet urinrør og blæresten

Et tilstoppet urinrør er som nævnt en akut tilstand, fordi dyret ikke kan komme af med affaldsstoffer og blæren kan risikere at sprænge. Et dyr med et tilstoppet urinrør skal have lagt et kateter så urinen kan komme ud af blæren. Hos katte med gentagende problemer med tilstoppet urinrør findes der en operation, hvor den snævre del af urinrøret bortopereres og hankatten kommer til at tisse mere som en hunkat. Nogle typer af blæresten kan opløses med foder, mens andre typer skal fjernes ved en operation.

Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop