Knuder

Knuder kan være mange forskellige ting. Knuder på vores kæledyr kan være alt fra en blodansamling, en byld, en tilstoppet talgkirtel, en fedtknude, til en godartet kræftknude som det er muligt at fjerne, til en ondartet kræftknude, som det ikke er muligt at fjerne. Ordet tumor betyder blot knude på lægesprog og siger i sig selv ikke noget om hvad knuden består af.

Ved blot at mærke på en knude kan ingen dyrlæge med sikkerhed vide hvilken type af ovenstående der er tale om. Dog kan det let afgøres, om der er tale om en byld, blodansamling eller cyste (væskeansamling) hvis der med en kanyle og en sprøjte kan trækkes pus/blod eller væske ud af knuden. 

Hvis en knude vokser hurtigt, ikke sidder overfladisk i huden og er svær at afgrænse når man føler på den, så kan det tyde på, at den er ondartet. Omvendt kan det tyde på, at en knude er godartet, hvis den sidder overfladisk i huden, er let at afgrænse når man føler på den, og den vokser langsomt.

Celleprøve af knude kan undersøges i mikroskop. Metoden med at suge væske eller alternativt celler ud af en knude kaldes et finnålsaspirat (FNASP). Er der tale om en fedtknude, er det forholdsvist let at genkende fedtceller når man kigger i mikroskop på det udtagne væv. Nogle typer af såvel godartet (benign) som ondartet (malign) cancer er forholdsvist lette at genkende i mikroskopet, hvor andre er vanskelige at vurdere. Dyrlægen kan derfor vælge at sende sit FNASP til en ekspertvurdering. 

I nogle tilfælde er knuden så hård, at det ikke er muligt at få celler med ud, og i andre tilfælde, hvis man får blod med i prøven, kan man ikke vurdere hvilken type væv knuden består af. 

En anden mulighed for at undersøge hvilken type væv der er tale om er, at tage en decideret vævsbiopsi, som er et større stykke væv fra knuden. Heraf kan der på et laboratorium laves ultra tynde vævsskiver, som kan mikroskoperes og en eksakt diagnose kan stilles.

Operation

Ulempen ved udtagning af en vævsbiopsi er, at dyret skal bedøves til dette. Afhængigt at knudens størrelse, vælges det derfor ofte at fjerne hele knuden med en margen på cirka 1 cm hele vejen rundt, for at sikre, at der ikke efterlades noget knudevæv i dyret. Sidder en knude tæt på en knogle og hvis der er mistanke om at knoglen er angrebet vil man tage røntgen. 

Ved man på forhånd ud fra et FNASP, at der er tale om en ondartet cancer vælger man at fjerne den med en vævsmargen på 3 cm, for at sikre sig at alt det syge væv fjernes. Nogle knuder er man nød til at fjerne fordi dyret bider i dem og er generet af dem, hvis de eksempelvis sidder lige mellem kroppen og et forben.

Dyrlægen vil skære knuden over efter den er fjernet, og er der tale om en tilstoppet kirtel, også kaldet et aterom, eller et indkapslet fremmedlegeme kan det ses uden mikroskopi.

Analyse af knude på laboratorium

Kan dyrlægen ikke se hvilken væstype der er tale om, anbefales det at sende knuden til et laboratorium, så der kan laves vævsskiver til mikroskopering. Herved kan man få at vide præcis hvilken type knude der er tale om, og hvilken sandsynlighed den har for at brede sig samt hvor i kroppen. Eksempelvis vil nogle typer af cancer brede sig til lungerne, som man så kan undersøge for metastaser (vævsspredning) med røntgen eller CTscanning. Når en hel knude sendes til laboratoriet ser de også på kanten af det fjernede vævsstykke for at afgøre om der er ”rene kanter” dvs. alt cancervævet er fjernet. Er dette ikke tilfældet kan man vælge at lave en mere aggressiv operation, hvor der fjernes mere væv. 

Eksempler på ofte sete knuder:

Brystkræft hos hunde og katte, altså knuder i mælkekirtlerne, er hos hunde godartede i ca. 50 % af tilfældene, hvor de hos katte er ondartede i ca. 90 % af tilfældene. 

Bylder hos kaniner og marsvin skal ofte fjernes ved en operation fordi disse dyrs pus har en mere fast konsistens end pus hos katte, hvor man kan nøjes med at lægge et dræn i en byld.

Vorter skal ikke forveksles med skovflåter. På unge hunde kan man se vorter især i hovedet, og de skyldes en virusinfektion, og vil forsvinde af sig selv i løbet at 3-6 måneder. Ældre hunde får en anden type af vorter.