Bylder hos kat
Katte er den dyreart, som oftest udvikler bylder. Bylder opstår når kattene slås og bider hinanden.
Katte har mange bakterier i munden, og hvis de bliver plantet dybt i vævet er der grobund for at en byld kan udvikle sig.
Bylder er ømme og giver som oftest også katten lidt feber og nedsat appetit. Hvis et dyr har en bule, som dyrlægen mistænker er en byld vil han eller hun stikke en kanyle i bulen og se om der kan trækkes pus ud af den.
Efter 3-5 dage vil der gå hul på en byld, og betændelsen vil flyde ud.
Behandlingen af en byld går ud på, at få tømt den for pus, samt at få slået infektionen ned med antibiotika. Vi vil ofte hjælpe tømningen af bylden på vej, i narkose, ved at åbne bylden og skylle den, samt sætte et dræn i den. Drænet fungerer som en væge, der kan lede betændelsen ud af byldehulen. Antibiotika behandlingen påbegynder vi med en indsprøjtning og ejer giver tabletter derhjemme. Katten skal også behandles med smertestillende i nogle dage efter behandlingen. Drænet fjernes efter 3-5 dage, og såret kan hele i takt med at antibiotikaen får bugt infektionen.
Hvad kan man gøre for at undgå at ens kat får bylder?
- Rense eventuelle sår med klorhexidin
- Lade sin kat kastrere eller sterilisere, så vil den føle, at et mindre område er dens territorium, som den skal forsvare.