Kløe/allergi

Hvorfor klør/slikker min hund sig?

Det gør den fordi den føler kløe eller ubehag et eller flere steder på kroppen. Hunde vil oftere klø sig med poterne, katte vælger oftere at gemme sig og slikke på pelsen frem for at klø med poterne. Så hvis din kat har hårløse områder på kroppen eller tyndhårede områder med kort pels, kan det altså være udtryk for at den føler kløe. Årsagerne til kløe kan være rigtig mange, og de typiske årsager er parasitter, allergi eller pga. lokale tilstande i kroppen.

Årsagerne til kløe kan være rigtig mange, men de kan deles op i nogle hovedkategorier:

1. Parasitter

  • Lopper (Kan forebygges med en pille eller dråber i nakken)
  • Skab, pelsmider og hårsækmider (Kan behandles med medicin)

2. Lokale tilstande i kroppen

  • Fyldte analkirtler
  • Øregangsinfektion
  • Fremmedlegeme i øje, næse, mund eller pote
  • Sår

Alle disse tilstanden kan behandles!

3. Allergi

Allergi er en overreaktion fra immunforsvaret på ufarlige stoffer (allergener), som varer resten af dyrets liv.

  • Allergi overfor stoffer (allergener) i fodret.

For at afgøre om et dyr er allergisk overfor noget i sit foder, er man nød til at sætte den på en diæt bestående af fødeemner, som den aldrig har fået før, og intet andet i minimum 8 uger. Dette kaldes også en eliminationsdiæt. En eliminationsdiæt kan for eksempel bestå af and og kartofler eller hest og kallun. En anden mulighed er et hydrolyseret foder. Et hydrolyseret foder er varmebehandlet, og herved kan kroppen ikke genkende og reagere på de stoffer, som den tidligere har reageret på med allergi.

  • Allergi overfor stoffer (allergener) i omgivelserne. (Forskellige midler, alle typer af pollen, svampesporer og loppespyt.

Denne type af allergi kan diagnosticeres med en blodprøve, hvor man måler på den bestemte type af antistoffer (IgE), som giver den allergiske reaktion. Blodprøven kan endvidere fortælle præcist hvilke stoffer hunden er allergisk for.

  • Allergi overfor stoffer i både fodret og i omgivelserne.

 

Principperne for behandling af allergi kan deles op i 3 dele

  •  Mindske dyrets eksponering for allergener

For foderallergikere kan dette klares med en diæt. For dyr med allergi overfor husstøvmider kan fjernelse af gulvtæpper i hjemmet hjælpe, og hvis der er tale om en bestemt type af pollen må man undgå steder hvor de planter vokser. Jævnlig shampoovask eller skylning af hunden kan fjerne allergenerne.

  • Mindske immunforsvarets reaktion

Behandling med binyrebarkhormon dæmper kløefølelsen, og kan anvendes både lokalt i form af salve og spray eller med tabletter, som har effekt i hele kroppen. Dyr med allergi overfor stoffer (allergener) i omgivelserne kan behandles med hyposensibilisering. En hyposensibilisering er en langsom tilvænning til de stoffer dyret er allergisk overfor. Der giver enten injektioner eller mikstur i munden, og koncentrationen af allergener øges langsomt over et års behandling.

  • Styrkning af huden, dels ved et højt indtag af omega-3 og omega-6 fedtsyrer (via huddiæt eller fodertilskud) og dels ved vaske med medicinsk shampoo. Vask kan endvidere mindske optagelse af allergener gennem huden.

Huden fungerer som en infektionsbarriere, og hvis dyret kradser hul på huden kan stafylokokbakterier og/ eller gærsvampe give en sekundær hudbetændelse, som også er behandlingskrævende. Allergiske dyr har lettere ved at udvikle øregangsinfektioner fordi der også er hud i øregangen. Hos nogle dyr kan gentagne øregangsinfektioner være det eneste symptom på allergi.

 

Nogle hormonelle sygdomme kan også give hårtab og hudforandringer uden at de nødvendigvis giver kløe.